Siungis som Jeg ved it Evigt Himmerig

1 Naar du O! HErre tucter mig Da Riset vil jeg kyße, Og verge mig med Bøn og skrig, Saa ingen skal mig tyße.

2 Aff Vanart jeg saa offte tør, Til vrede dig opegge, Og Synden, som sig icke bør, Er som min kiæle degge

3 Brug icke Vredens skarpe Riis, Naar du mig her vil nefse, Lad det alt skee på Faders viis, Og mig med maade refse.

4 Saa stor er nu min synds talent, At du mig bør hudflenge, Men regn dog ey min faut saa plent, At retten faar sin gienge.

5 Din haand jeg icke kand undfly, Jeg usle Synderinde, Drog jeg op til den høye Sky, Du viste mig at finde.

6 Saa straff nu her og lad mig løs, Sla til med Faders Hierte, Jeg gaar fordvalt i syndsens døs, Thi faar du Kroppen snerte.

7 Naar børn slet ingen affve faar Saa bliffver de for kaade, Men når en Fader dennem slaar, Da holdis an om Naade.

8 Giør Riset lint, qvist ey for hart, Du vedst hvad jeg kand taale, Far icke frem med grumheds fart, Saa jeg skal pinlig skraale.

9 Dit Riis vil jeg O! Fader kiær, Med mine Taare vrede, Det Barn dog ilde slagen er, Som ey der for maa græde.

10 Jeg er den Ufructbare Green Som bær kun vilde Druer, Og synden tørrer mine Been, All Safft og Krafft udsuer.

11 Min Barne Ret har jeg forspilt, Er bleffven syndsens slaffve, Med hende løb jeg om saa vidt, Som en der var aff laffve.

12 Derfor O Fader giør du vel At du mig her vil temme Men slaa mig icke slet ihiel Sperr Siælen ey i klemme.

13 Bryd ey i tu det knuste Rør Som sig paa dig forlader, Udsluck og ey det tendte Hør, Barmhiertighedsens Fader.

14 Du har jo dette Naada-Naffn, At elske den du tucter, Tag mig forlaarne Barn i Faffn, Lad Riset skaffe Fructer

15 Men skal det vilde Kiøds natur Til Lydighed opveckis, Da faar det under Risitz Cur Nedbøyes og Haand-kneckis

16 Hvo paa sit Legom lider tvang Hand lader aff at synde Til Himmerrig blant Engle sang Hand gierne sig vil skynde.