Naar jeg, O GUd paa Havet er Og Bølge-ryggen giennemskiær, Da kand jeg mig erindre, At i mig selv der er et Hav Ræt ved min dybe Hierte-grav Hvor sterke Storme tindre Og tunder om ved Dag og Nat, Endog en Stang der for er sat, Saa hver dog ikke kiender, Hvordan det ulmer i min Barm, Hvordan det pebler, naar jeg varm Af Harm og Vrede brender, Hvordan Bekymrings Storme gaae I mine Aarers lønlig Vraa, Hvor Frygt udi mig velter, Hvor Blodet rutter om min Aand, Hvor Pulsen pikker ved min Haand, Til Hiertet nesten smelter! Da seer jeg salte Taare-vand Igiennem Øyet trilde kand, At viise mig dend Kilde, Som i mit Bryst sin Udspring hâr, Hvor salt dend er, hvor suur og baêr, Og hvor dend smager ilde! Da sukker jeg: O JEsu! giv At Havet ikke skal mit Liv Med Vold og Grumhed stekke: Men skal jeg qvælis i en Søe, Da, søde JEsu, lad mig døe I Øynis Boode-bekke.

Amen